God astmakontrol

Lever du med symptomer?

Lever du som astmatiker med symptomer som hoste og åndenød i hverdagen, er det værd at stoppe op og overveje, om du er velbehandlet for din astma.

For at du kan leve bedst muligt med din astma, er det vigtigt, at du får den rigtige behandling, en behandling som er målrettet dine behov, og at du husker at tage din medicin. Målet er at du skal leve uden generende symptomer som for eksempel at vågne om natten på grund af hoste. 

Mange astmatikere lever med symptomer, de kunne undgå
I dag er der desværre mange astmatikere, der ikke tager deres medicin, som lægen har anbefalet. Det betyder, at de lever med symptomer, som de ellers kunne blive fri for, eller undgår at anstrenge sig for at undgå at få symptomer. Nogle finder sig i åndenød og hoste, mens andre lader sig begrænse i deres hverdag og holder sig fra for eksempel at dyrke sport.

Hos nogle astmatikere er det en bevidst handling at undgå de ting, der kan give symptomer som åndenød, og hos andre ved de ikke, at man som astmatiker kan blive næsten symptomfri.

Undersøgelser viser, at en stor del af de ca. 300.000 danskere, der har astma, er underbehandlede. Det gælder både dem, der ikke tager deres medicin, fordi de glemmer det, dem der ikke tænker over, at de lever med symptomer på deres astma og dem, der ikke tager den rette dosis medicin.

Vigtigt at tage din medicin også når du har det godt
Det er vigtigt, at du tager din medicin, også selv om du i perioder føler dig rask. Astma er en kronisk sygdom, og det betyder, at betændelsestilstanden i luftvejene hele tiden er til stede.

Den forebyggende medicin nedsætter betændelsestilstanden og dæmper symptomerne. Hvis du holder op med at tage din medicin, risikerer du, at symptomerne kommer stærkere tilbage, eller at du får et astmaanfald. Samtidig udnytter du ikke din lungekapacitet optimalt, hvilket betyder, at du hurtigere får åndenød og ikke kan de samme ting, som du ellers kunne.

Gør det til en rutine at tage din medicin
Det er en god ide at tage din medicin i forbindelse med en anden ting, du gør rutinemæssigt hver dag, som for eksempel at børste tænder. Hvis du indarbejder det som en vane, at du tager din medicin, inden du børster tænder, behøver du ikke at gå og huske på det hele tiden.

Er du velbehandlet for din astma?
Hvis du oplever et eller flere af disse symptomer, bør du blive undersøgt at din læge, så I sammen kan finde ud af, om du får den rigtige behandling: 

  • Du hoster meget
  • Du vågner om natten på grund af hoste eller åndenød
  • Du tager anfaldsmedicin flere end 2 gange i løbet af ugen
  • Du bliver hurtigere forpustet end jævnaldrende hvis du for eksempel løber efter bussen
  • Du har svært ved at være lige så fysisk aktiv som dine venner
  • Du har svært ved at komme af med en forkølelse