Da Kim blev far meldte spørgsmålet sig om, hvorvidt børnene ville arve hans astma. Han er derfor i dag ekstra opmærksom i forhold til eventuelle symptomer på astma hos børnene. Samtidig har det at blive far fået betydning for hans egen astma.
Der er fart på i Kims hjem i Borup. De to tvillingepiger Emilie og Cecilie løber rundt, og de er overalt i huset. Pludselig flytter de rundt på tingene i reolerne eller kravler på bordene. Så der er nok at holde øje med for Kim og hans kone.
Arver mine børn min astma?
”Når man bliver far, gør man sig en masse tanker om børnene og det liv, man gerne vil give dem. Jeg har tænkt en del over, om mine piger ville arve min astma, som jeg selv var meget plaget af som barn”, siger Kim.
”Min kone og jeg er lidt bekymrede på det område og er ekstra opmærksomme på tegn som for eksempel pibende vejrtrækning, der kunne tyde på astma. Men heldigvis har der ikke været symptomer endnu”. Kim og hans kone gør da også, hvad de kan for at tage deres forholdsregler. ”Vi har ingen tæpper i hjemmet, vi bruger kun allergivenlige produkter uden parfume til tvillingerne, og vi undgår så vidt muligt fødevarer med mange farvestoffer og tilsætningsmidler – uden dog at være fanatiske”, fortæller Kim.
Forkølelse påvirker astma
Kim har haft astma, siden han var barn. Men astmaen er tydeligt blevet påvirket af, at han nu selv har fået børn. Da tvillingerne startede i dagpleje var det rigtig slemt. Som alle andre små børn, der starter i dagpleje eller vuggestue, slæbte de bakterier, virus og andre sygdomme med hjem. Og fordi Kim blev smittet, var han i en periode ofte syg, og det påvirkede hans astma.
”Når jeg bliver forkølet eller får influenza, skal jeg huske at være opmærksom på at få reguleret min medicin. I de perioder har jeg nemlig brug for mere astmamedicin. Astmaen varierer jo alt efter, hvordan man ellers har det, og hvilke andre faktorer, der påvirker én”, fortæller Kim.
Den vigtige forebyggende medicin
Kim oplever sin astma, som om halsen snører sig sammen, og han ikke kan få luft. ”Det er som om, jeg har en fløjte siddende i halsen, der hiver og hvæser, hver gang jeg trækker vejret”, fortæller Kim, hvis astma er diagnosticeret til at være moderat til svær.
Kim har fundet ud af, at den forebyggende medicin er vigtig for ham, også i de perioder hvor han føler, han har det godt. ”I mange år tog jeg kun anfaldsmedicin, og kun når jeg havde det dårligt. Nu har jeg lært, at jeg får det meget bedre, når jeg får den forebyggende medicin hver dag. Jeg har indset, at astma er en kronisk sygdom, at den ikke er gået væk, bare fordi jeg ikke mærker symptomerne, og at jeg har brug for medicin hver dag”, siger Kim.
Jeg får ikke længere astmaanfald
I dag kan Kim løbe en tur i koldt vejr uden at tage ekstra medicin i forvejen eller tage en sprint på 400 meter uden at få et astmaanfald. Dét, at Kim nu tager den forebyggende medicin fast, betyder, at han ikke længere får astmaanfald, mens han dyrker sport. Det var tidligere mere reglen end undtagelsen.
”Der er selvfølgelig perioder, hvor jeg har det lidt skidt. Men som regel har jeg det godt, og da skal jeg bare holde mig selv i nakken og huske at blive ved med at tage min medicin. På den måde har jeg det bedre på langt sigt og har luft til at holde tempoet oppe sammen med mine to krudtugler”, siger Kim.