Pædagog var bedre end kok

Lene // 48 år // Børnehavepædagog
Har haft astma siden hun var 12 år

Lene har levet med allergisk astma siden hun var barn og har efterhånden lært at indrette sig efter sygdommen, så det er hende, der styrer den og ikke omvendt. For Lene har astmaen betydet, at hun har gjort sig nogle ekstra overvejelser omkring valg af uddannelse og job.

”Da jeg var yngre, ville jeg gerne være kok, men den drøm måtte jeg droppe, fordi jeg ikke kan tåle et arbejdsmiljø med røg og damp”, fortæller Lene. Hun er 48 år og har flere gange oplevet, at astma og arbejde ikke altid harmonerer så godt.

”Da jeg var ung, arbejdede jeg i en kiosk, men jeg måtte sige op efter kort tid, fordi jeg fik astmaanfald af dampen fra tryksværten, når vi fik dagens aviser. Jeg har også gjort rent en overgang, men det kunne jeg heller ikke fortsætte med på grund af  sæben og parfumen i rengøringsmidlerne. Jeg er nemlig allergisk over for stærke dufte”, forklarer Lene.

Jeg valgte pædagog
Lene overvejede siden at blive organist, men oplevede tilværelsen som organiststuderende som meget ensom. Hun ville gerne arbejde sammen med andre mennesker, og besluttede at prøve noget nyt. Hun tilmeldte sig kommunens vikarordning, hvilket gav hende mulighed for at prøve at arbejde som pædagog i en børnehave. Det viste sig at være det rigtige job for Lene, og hun tog efterfølgende uddannelse som pædagog. I dag er Lene fortsat rigtig glad for at være pædagog.

”At arbejde i en institution er godt, når man har astma, fordi der findes ikke væg-til-væg gulvtæpper, og man er meget udendørs . Jeg vidste ret hurtigt, at det var et arbejdsområde, hvor jeg kunne klare at arbejde med min astma og allergi”, fortæller Lene. I begyndelsen havde Lene dog den udfordring, at de andre pædagoger røg meget i pauserne. Men med den nye rygepolitik er hverdagen blevet væsentlig lettere for Lene.

Det handler om at indrette sig efter sin sygdom
”Man kan selvfølgelig sige, at astmaen har sat og sætter en del begrænsninger i mit liv – både i forhold til job, bolig, indretning osv. Og det er rigtig irriterende nogle gange. Men i sidste ende handler det jo om at indrette sig efter sin sygdom og lære at leve med den”, siger Lene.

Lene har efterhånden lært at tolke, hvad der er symptomer på astma. ”For eksempel har jeg med hjælp fra min læge fundet ud af, at udmattelse og hjertebanken kan være symptomer på astma. Det havde jeg aldrig skænket en tanke. Jeg har været vant til at falde i søvn på sofaen klokken ni om aftenen, så det tænkte jeg ikke over længere”.

Lyt til kroppen
Så selv om Lene har haft astma i mange år, lærer hun stadig nyt om hvordan hun skal leve med astma. Hun har lært, at det er rigtig vigtigt at kende sin sygdom og sine begrænsninger. ”Lær astmaen at kende og få styr på den, så den ikke får styr på dig”, er Lenes opfordring. ”Lyt efter, hvad kroppen fortæller dig og udsæt ikke dig selv for noget, du ikke kan tåle”.

Lene har også fundet ud af, at hun får mere energi af at løbe. Det bidrager både træningen og den friske luft til. Dog skal hun tænke over, hvor hun løber om sommeren. For når man, som hun også har høfeber, er det sværere at løbe, når der er meget pollen i luften. Her er det vigtigt for Lene, at hun sørger for, at både høfeberen og astmaen er velbehandlet og under kontrol. Så kan hun få vejret og kan blive ved med at løbe.

”I det hele taget handler det om at kende sig selv og sin astma, og at tage nogle ekstra hensyn i hverdagen. Så fungerer det fint”, siger Lene.

Flere personlige fortællinger