For Pernille, der altid har elsket at leve et aktivt liv, var det irriterende, når hun tidligere fik åndenød af at dyrke sport. Hun lod sig ikke bremse, men døjede i mange år med det, der senere viste sig at være symptomer på anstrengelsesudløst astma.
Gymnastik, ridning, svømning og løbeture. Det er bare nogle af de sportsgrene, Pernille har dyrket, siden hun var barn. Hun har altid været meget aktiv, men oplevede desværre, at det aktive liv gav hende problemer med vejrtrækningen. Som barn var Pernille meget plaget af symptomer på astma, men var ikke klar over, at hun havde astma.
Pernille har aldrig ladet sig bremse af, at hun var ”aktiv med åndenød”. I stedet slog hun åndenøden hen med, at hun var i dårlig form. Og det er på trods af, at når hun havde det allerværst, var det som at trække vejret gennem et sugerør. Sådan beskriver Pernille de tegn, som hun dengang ikke vidste, var symptomer på anstrengelsesudløst astma.
I dårlig form?
Det var først, da Pernille som 20-årig begyndte at ride dressur på eliteplan, at hun fandt ud af, at der var noget galt. ”Jeg begyndte samtidig at løbetræne for at komme i bedre form, men jeg fik besvær med åndedrættet, og det kunne jeg slet ikke forstå, for jeg vidste, at jeg ikke burde være i dårlig form”.
Pernille fik dengang ikke stillet den rigtige diagnose og blev ikke sat i den rigtige medicinske behandling. Hun forstod ikke, hvad astma var og droppede hurtigt den medicin, hun havde fået, da hun ikke syntes, den hjalp. Pernille kunne på det tidspunkt ikke gå op ad trappen til 3. sal uden at holde pauser undervejs. ”Når jeg gik op ad trappen med min mormor, skulle jeg altid holde lige så mange pauser på vej op som hende”, fortæller Pernille og ryster lidt på hovedet ved tanken om sig selv dengang. I dag kan hun løbe op ad trappen til 4. sal uden problemer.
Hurtige fremskridt
Først som 36-årig kom Pernille til en læge, der for det første undersøgte hende grundigt, for det andet forklarede hende ordentligt om astma og endelig gav hende den rigtige medicin. Fremskridtene var markante. Pernilles vejrtrækning blev hurtigt meget bedre. Hun kunne pludselig meget mere, eksempelvis klare en hel dags flytning op og ned ad trapper uden problemer.
”Da jeg endelig fik den rigtige behandling, opdagede jeg virkelig, hvad der havde generet mig tidligere. Det var små ting i dagligdagen, som f.eks. at tage støvler på, at gå ned med vasketøjet, at gå og snakke samtidig – før kunne det være ret besværligt, det var det pludselig ikke mere. Der gik alt for mange år, hvor jeg ikke fik gjort noget ved min sygdom. Jeg vidste ikke, hvad astma var, og mine forældre vidste det heller ikke”, forklarer Pernille.
Gode rutiner i hverdagen
”Jeg har lært rigtig meget om min astma i de seneste år. Jeg har lært at være opmærksom på kroppens signaler, at lytte til og reagere på symptomer og at acceptere, at man også har dårlige dage ind imellem”, siger Pernille. ”For eksempel har jeg sværere ved at trække vejret, når det er tåget, så derfor skal jeg have mere medicin sådan en dag”.
Samtidig har jeg lært at sige ”Hvorfor køre på halv kraft, når der findes noget, der kan hjælpe én til at køre på fuld kraft. Jeg synes, det er synd, hvis man ikke opnår sine mål på grund af noget, man kan gøre noget ved!”. Efter Pernille har lært, hvordan hun skal tage sin medicin, handler det om at indbygge nogle rutiner i hverdagen omkring at tage medicinen. ”Jeg tager den, når jeg børster tænder og tænker egentlig ikke over det. Hvor svært kan det være”, siger Pernille med et glimt i øjet.
Før og nu
Når Pernille tænker tilbage, har hun været meget hæmmet af sin astma. ”Jeg elskede ridning, gymnastik og svømning som barn, men havde altid problemer med åndenød. Jeg tænkte ikke over det. Jeg har altid hadet begrænsninger. Så når jeg satte mig noget i hovedet, så gjorde jeg det. I dag kan jeg se, hvorfor det var så besværligt for mig dengang”, fortæller Pernille.
I dag har Pernille ingen problemer af den art og kan også dyrke motion på et højere niveau, som hun for eksempel har bevist ved at løbe maraton. I 2006 løb hun New York maraton efter at have trænet sig op i et år sammen med andre astmatikere. ”Det er rigtig godt at dyrke sport sammen med andre, der fejler det samme som én selv. Så kan man tale om, hvordan man har det, om ens gode og dårlige dage med astma, og man forstår hinanden fuldstændig”.
Løbetræningen, der var et meget positivt forløb for Pernille, endte i en kæmpe succesoplevelse: ”Det var fuldstændig fantastisk at løbe over målstregen. Jeg var helt euforisk. Jeg havde ondt i fødder og ben. Men det havde alle, som gennemførte de 42 km. Den store forskel for mig var, at min vejrtrækning ikke gav mig problemer undervejs – astmaen var ingen begrænsning. På den måde lignede jeg de andre løbere fuldstændigt. Jeg var ikke anderledes, fordi jeg har astma.”